<

Hvem skal være årets Kammerat 202012-09-2020 - 15:29

Siden 2003 har uddelingen af Ditte Pedersens Kammeratsskabs pokal sammen med et beløb på 2000 kr været en fast del af årets sidste ordinære landsstævne under Rosenparaden. 

 

2020 er sidste gang Ditte Pedersens Kammeratskabspris og pokal skal uddeles. 

 

Ditte Pedersen var en af vores dygtige ponyryttere som i 2002 døde i en tragisk ulykke med sin hest, det år, hvor hun sluttede sin ponytid. Hun var dengang både Nordisk Mester og Dansk Mester med sin kat 2 pony Sorteper, som var en legendarisk pony. Han var speciel på den måde, at han gik de bedste dressurklasser, når han var varmet op på springbanen, og ofte ved at forcere et par store forhindringer inden han kom ind på dressurbanen. Så var ørene fremme på sorteper, og programmet kunne begynde. 

 

Ditte's forældre Lykke og Svend Pedersen indstiftede Kammeratsskabspokalen, og at et beløb blev indsat i en fond i Rideforbundet, således at der hvert år er blevet uddelt et beløb på 2000 kr til modtageren, samt en stor buket blomster sammen med pokalen. Formålet med prisen er at minde rytterne og os alle om at tage vare på, og hjælpe, trøste og rose, når andre har brug for det. 

 

Grundtanken med denne Pris er at fremme det gode kammeratskab blandt landsstævnerytterne, og derfor hædre en rytter, som af kammeratterne er indstillet til prisen. 

 

I år er det sidste gang Kammeratskabsprisen og Pokalen uddeles, da fonden nu er opbrugt. 

 

Begrundede forslag til hvem der i år skal have Ditte Pedersens Kammeratskabspris og Pokal,  skal sendes på mail til Rigmor Kristensen, E-mail: Rigmor-k@privat.dk, senest 1. november. 

 

  • Forslagene skal være fra ryttere der starter ved B-stævner. Forældre må gerne være behjælpelige med at få forslagene sendt. 
  • De ryttere der kan komme i betragtning skal have deltaget ved årets/ årenes B-stævner, og være i aldersgruppen op til 16 år. 
  • Den rytter som modtager pris og pokal skal gennem sæsonen have været positiv overfor sine kammerater og visk hjælpsomhed, når en rytterkammerat har manglet hjælp, og været opmærksom på små ting, som kan gøre en forskel. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs flere nyheder her »

<