< Tilbage

EM 2017 i Koposvar Ungarn 22-08-2017 - 10:41

Resultaterne ved åres EM er historisk gode. .
Allerede sidste år viste de danske ponyryttere, at de var til at regne med på medaljepodiet.
Med et hold af 3 gengangere holdt det da også stik. Holdet havde i år fået Sofie K Hansen og Prince of Glory med, og de indfriede fuldkommen de høje forventninger.

 

Holdet der var med i Kaposvar var:

  • Louise Fauerholm Christensen/ Vegelings Goya
  • Sara Aagaard Hyrm / Der Harlekin B
  • Sofie K Hansen/ Prince of Glory
  • Kristian Würtz Green/ Lilo L.

Vores reserve, som vi ikke fik brug for i denne omgang var Claudia Kjær med Adriano B.

Flotte resultater og god forberedelse
Ikke nok med at vi genvandt holdsølvmedaljen i år - meget tæt på guldholdet fra Tyskland, men Louise F. Christensen og Vegelin’s Goya rykkede i år et step op på podiet og fik 2 individuelle sølvmedaljer i henholdvis PRM og Kür.


I år viste Sara Aagaard Hyrm og Der Harlekin B, at de ikke længere ville have den utaknemlige plads lige udenfor podiet. De red sig til en meget flot individuel Bronzemedalje i Kür.

 

Forberedelserne til rejsen til årets EM i Kaposvar begyndte med EM bruttotruppens sidste samling den 10. juli på Julianelyst. Her havde Agnethe og Claus Thinggaard igen i år lagt baner og lokaler til holdets finpusning inden den lange rejse.


På samlingen blev ponyerne gennemgået af dyrlæge Susanne Kolding, og blev alle betegnet som fit for fight til deltagelse i mesterskabet. Ligeledes havde vi besøg af journalist ved hestemagasinet Louise Hededam, som introducerede rytterne til, hvordan man forholder sig overfor pressen.


Derefter red rytterne program for landstræner, holdleder og International dommer Kurt Christensen. Programmet blev optaget og efterfølgende gennemgået med rytterne. Dagen sluttede med at rytterne fik taget profilbilleder til Ponydressurs præsentationsbanner med alle vores sponsorlogoer. Banneret tog vi med til EM, hvor det prydede hegnet foran vores stald. Et sted hvor alle kom forbi, når de skulle i cafeen og sekretariatet.
 
At tage turen med ponyerne til Kaposvar i Ungarn, er en rigtig lang rejse på 2 døgn. Alle overnattede i München, hvor ponyerne kunne stå i gode bokse på travbanen.


Alle ponyerne ankom i god behold til Kaposvar, hvor hele det danske hold, dressur, spring og en enkelt militaryrytter, stod sammen i stalden. Det er altid hyggeligt at være sammen med og følge de andre dicipliner ved EM. Det er specielt sjovt at være sammen til Åbnings Ceremonien, hvor Fanen i år blev båret af Teodor fra Springholdet.

 

Hele dressurholdet, med forældre og trænere, boede sammen på et Student Hostel, som lå 200 m fra banerne. Så det var nemt at komme til staldene og banerne.
 
I Ungarn er det varmt på denne årstid. Vi var dog heldige, at dressuren de fleste dage blev redet om formiddagen. Og da både holdkonkurencen og individuel komkurrence rides over 2 dage, bliver der nogle hviledage for ponyerne.

 

Faktisk havde vi i år en ekstra hviledag mellem holdkonkurrencen og individuel konkurrence. Og heldigvis for det. For der kom et voldsomt uvejr med regn og torden over Kaposvar, da der manglede 5 ryttere i holdkonkurrencen. Her i blandt Louise og Goya. Konkurrencen måtte indstilles, og de sidste ryttere fik mulighed for at ride dagen efter.
 
Mellem konkurrencerne havde vi rig lejlighed til at tage på udflugt. Vi fik set den flotte by Kaposvar, og nogle tog på udflugt til Balatonsøen. Flere dage  havde vi lejlighed til at besøge et kæmpe badeland, som lå ca 4 km fra hvor vi boede.

 

Vi fik også lejighed til en god middag i en af byens restauranter, hvor den flotte medaljehøst blev fejret.
 

Holdkonkurrencens resultat – sølvmedaljer.
Hold nu op hvor var det spændende. Ingen tvivl om at vi blev regnet for,  “nogen der kunne trykke det tyske hold”. Det hørte jeg flere nationer sige,- også tyskerne.

 

Det blev derfor yderligere spændende, da Der Harlekin i holdkonkurrence, så skævt til en videomand i et dommerbur, og derfor spændte sig i kortsiden. Spændingen kom også, da den forsvarende Europamester Lucie-Anouk Baumgürtel og Zinq Massimiliano FH måtte ride i det begyndende uvejr, hvilket absolut påvirkede deres præstation.
 
Men med Louise og Goya som 2’er, Sofie og Prince 5’er, Kristian og Lilo 10’er og Sara og Harlekin 12’er, blev det til en meget sikker sølvmedalje, efter Tyskerne og foran Englænderne.

 

Flotte placeringer i en klasse med 65 startende.
 
Den individuelle konkurence PRM – sølv til Louise.
Konkurrencen går ligeledes over 2 dage. Den er speciel, fordi klassen udover at give medaljer til de først placerede, også er kvalificerende for de 18 bedste til finalen i FEI Pony Freestyle, Küren. Dog må ingen nation have mere end 3 ryttere med i finalen.

 

Igen red Louise og Goya et fantastisk program, og kunne velfortjent stige op på podiet og modtage sin sølvmedalje.
Sara og Harlekin var meget tæt på bronzen, men måtte nøjes med den utaknemmelige 4’de plads. Sofie og Prince of Glory blev 6’er, og Kristian og Lilo blev 8’er. Herefter måtte vi desværre sortere Kristian fra til Kür finalen.
 
FEI Pony Freestyle (Kür) – Sølv til Louise og Bronze til Sara.
Bedre kan det dårligt blive. At tænke sig. 2 danske ponyryttere på podiet ved EM. Det er magisk og aldrig sket før.
En super afslutning på et fantastisk EM, hvor Dansk Ponydressur virkeligt fik sat sig spor.
 
TUSIND TAK TIL ALLE OMKRING DE DYGTIGE RYTTERE OG HOLDET.
For disse præstationer er jo ikke noget, der lige pludselig kommer. Det er et langt sej træk, som tager år at opbygge.

 

For de 2 piger, der kom på podiet efter individuelle medaljer, var det ponyer, der havde været i familiernes eje flere år, og som begges storesøste havde deltaget i EM på. Også Kristian havde med Lilo erfaring fra sidste års EM. 

 

Sofie som i år kom med, var sidste år til Nordisk mesterskab, hvor hun lå i front i 2 klasser, og fik individuelt sølvmedalje.


Ingen tvivl om at disse 4 ryttere har rigtig gode ponyer at ride på. Men det er ikke alt afgørende, hvis ikke rytterne får den rigtige grunduddannelse og træning til at kunne ride disse ponyer på højt plan.

 

Desværre må vi i år konstatere, at det er sidste år disse ryttere konkurrerer på deres ponyer, hvoraf de 3 er sat til salg.
Vi kan kun håbe på, at der er danske købere til disse fantastiske ponyer.

 

Se resultater - klik her

< Tilbage