< Tilbage

EM 2019 i Strzegom Polen d. 13.-18. aug04-09-2019 - 15:33

Danmark kom med Guldholdet. 

Og for at gøre dette mesterskab helt perfekt, blev det til yderligere 2 individuelle guldmedaljer og 2 individuelle sølvmedaljer. 

 

Hvad skete der lige der !

 

Ja. Sådan tænkte vi , da det danske ponydressur landshold i år besteg podiet som guldmedajlevindere ved årets EM i Strzegom i Polen. Ganske vist havde rigtig mange ,- også i udlandet, gjort os opmærksom på, at Danmark vist nok havde årets stærkeste hold, fordi vi havde de bedste ryttere og de bedste ponyer. Og ganske vist har de danske ponydressur landshold gennem de senere år, stille og roligt arbejdet sig op fra Bronzemedaljerne i 2006, til sølvmedaljerne siden 2016, og så til i år at opnå det højeste man kan opnå, nemlig Guldmedaljerne.

 

Og ganske vist havde vi i juni måned ved Future Champions i Hagen stået øverst på skamlen, da vi med et landshold på 3 ryttere overtog denne plads fra et tysk landshold, der blev henvist til 2. pladsen. Og vi havde ved den lejlighed ikke taget vores ”stærkeste kort” med.

 

Alle har grund til at være ovenud lykkelige for de fantastiske resultater, og vi omkring holdet har fortsat svært ved at få armene ned. Det har været FANTASTISK.

 

Holdguld blev virkelighed

Det har været fantastiske dage i Strzegom, hvor hele teamet fremviste deres ponyer på meget højt niveau. Og højt niveau er, når vi i holdkunkurrencen først kan vide hvilken medalje vi får, når sidste rytter har været igennem sit program, og vi ved lodtrækning har trukket det sidste nummer, og vi rider som nr. 14.  Hold nu op, hvor skal der fokuseres. Men Alexander Yde Helgstrand og Adriano B fyrede lige et fejlfrit program af til 77,543%. - og så var den guldmedalje hjemme. 

 

2 Individuelle guldmedaljer og 2 individuelle sølvmedaljer- Hvornår er det lige sket ?

Alexander og Adriano fortsatte Guldtemaet resten af mesterskabet, og skaffede sig yderligere 2 individuelle guldmedaljer I Individual Competition (PRM) og Pony Freestyle ( Kür). 

 

Men også Liva Addy Guldager Nielsen og D'Artagnan ville med på podiet om individuelle medaljer. Og hun var virkelig godt ridende på den velgående D'Artagnan. Så Liva kunne tilføje 2 sølvmedaljer til samlingen fra dette års EM. Det var eminent stort at se de øverste podiepladser besat med 2 danske pony dressurryttere. 

 

Nathalie og Thilde viste også højt niveau

Nathalie Thomassen og Lykkehøjs Dream of Dornik viste rigtig flotte ridt i Polen, og ingen tvivl om, at Dornik honoreres for hans flotte gangarter og gode ridning. Men han er også en ung pony i EM sammenhæng, og det medførte lidt spændinger i programmerne. Men højt niveau,- det var det. 

 

Thilde Rude Hare og Morgensterns Dakar red rigtig gode og fejlfrie programmer. Thilde havde en noget speciel oplevelse kort før hendes start i Individual Competition, idet Dakar på 10-min banen pludselig med halen ramte nogle afspæringskæder, hvorefter han uventet sprang frem, og satte Thilde af. En ny regel siger, at en rytter der falder af, skal tilses af en læge, før de igen må sætte sig på hesten. For Thildes vedkommende drejede det sig om få min før hendes start, men hun måtte altså i løb hen til stævnelægen, og tilbage igen, før hun direkte kunne ride på banen og starte sit program. Flot at Thilde, at hun holdt hovedet klart, og gennemførte programmet til 72,135%. Ærgeligt for Thilde, at hver nation højst kan have 3 med i Freestyle finalen, for de 3 andre ryttere havde redet højere procenter.  

< Tilbage