Traditionen tro lagde Hedensted Rideklub igen i år faciliteter til årets Rosenparade, hvor intet mindre end 68 ryttere takkede af og alle fik uddelt den eftertragtede roset. Rigmor var den første til at få sat ord på aftenen i mikrofonen og i samme anledning uddelte hun Ditte Pedersens kammeratskabs præmie som i år gik til den altid glade og muntre Anne Sofie Kystol Knudsen.

Anne Sofie Kystol Knudsen og Caroline Elsner stod for årets ryttertale på rytternes vegne og de havde som et nyt tiltag også fundet på en sang. Den blev smukt sunget for af dressurdommer Christine Winther Prip.

Selvom stævnets højdepunkt var Rosenparaden, var der stor aktivitet i Hedensted Rideklub allerede fra om torsdagen, hvor rytterne og deres ponyer blev budt velkommen til landsstævne.

Rideklubbens primus motor og tovholder Inge og hendes hjælpere, sørgede for at der var styr på startstider, klassestarter, cafeterie, live opdatering og meget meget mere! Der skal lyde en stor tak til Hedensted Rideklub for deres evne til at afholde et stævne med så rutineret hånd og overblik.

Det var 3 dage med gode og spændende ekvipager, varierede dommere og heldigvis - en hurtig opdatering på LIVE!

Alle resultater kan ses på live.rideforbund.dk

En af de ryttere som gjorde sig særlig bemærkede, var Celine Sifen på Dream Girl, som nærmest havde besat vinder skamlen alle 3 dage og tilmed med drømme procenter!

Læs her om hendes oplevelse af stævnet:

En helt speciel oplevelse - skrevet af Celine Sifen:

For mig har dette landstævne i Hedensted været et helt unikt stævne. Jeg har haft tre fantastiske ture, men intet slog selve Rosenparaden. Jeg føler mig så heldig, over at få muligheden for at kunne afslutte ponytiden, på så smuk en måde.

Ud over rosenparaden har mine ridt også været med, til at gøre dette landstævne til en uforglemmelig oplevelse.

Dreamgirl har været en stjerne og en sand kammerat ved dette stævne. PRI har altid været vores absolut yndlingsprogram. Det passer bare perfekt til os, og jeg var ganske tilfreds med mit ridt fredag. Nu var det næste mål bare at bevise over for os selv, at vi også kunne ride de kommende programmer lige så godt. Efter PRT’en var jeg faktisk endnu mere tilfreds end første dag. Jeg følte hun var med mig under hele turen, og vi gik stærkt efter nogle perfekte overgange. Dette var ordren hjemme fra træneren, og det synes jeg også, vi fik vist, heldigvis.

Sidste dag og jeg var lidt nervøs for om hendes energiniveau stadig var i top, og så må jeg også indrømme, at jeg var noget så spændt på, om vi kunne holde vores gode linje. Inden jeg gik på banen, følte jeg mig godt klar, og egentlig ikke så nervøs. Men så under programmet mistede jeg selvfølgelig overblik og drejede den forkerte vej… Ud over fejlen var jeg faktisk rimelig tilfreds, og igen var dommerne med os. Jeg er så glad, tre dage med super gode ture og alle over 74%. Fantastisk del af afslutningen på min ponytid. 
Trods dette stævne nok er et af de mest sørgelige, synes jeg stadig, det har været et af dem med bedst stemning. Alle var fast besluttet på, at dette stævne skulle nydes ekstra meget, og Hedensted havde gjort et flot stykke arbejde ud af at gøre dette landsstævne til noget helt specielt. Så selvom det selvfølgelig var rigtig sørgeligt, er jeg overbevidst om at mange stadige kørte hjem fra stævnet med et smil på læben.  

Rosenparade sangen:

Ponydressur-sangen 22. November 2014

Melodi: Jeg har min hest jeg har min lasso

Vi møder op til Rosen- paraden meget flot,

for her at fejre tiden, vi synes gik så godt.

At møde dagligt var en lise,…………..    

vor ledere dem vil vi prise…………….

De ville alle vores bedste …………..…

ja både os og vore heste. ……………..

Vor  træner  her i landet hun hedder Nevermann,

en striks retfærdig dame, som ingen snyde kan.

Ja hun er stram og si’r: ”Sid rigtigt”…

med ”sædeben”, det er så vigtigt…..

Men får hun blot lidt Amarone,…….

så kommer der en venlig tone………..

Vor Rigmor landsholdsleder har styr på alle ting.

Hun kan kommunikere pr. tele eller ring.

Vor pony flok er altid pæne………………

med flettet hår og vasket rene…………

Der er en ting vi altid vinder……………..

for bedste vet-check her de finder…….

Vi har en trofast støtte fra vores mor og far,

for svær er sporten ridning, men også god og rar.

Der er et sammenhold fra alle,……….

et rigtigt team man kan det kalde…..

Med højt humør er vi på toppen…….

når der er fri fart i galoppen……………

Vi pony pi’r er friske hver tidlig morgenstund,

-en løbetur det  ta’r vi og bli’r så kvik og sund.

Så fodrer vi de skønne heste,..………..

og de skal sand’lig ha’ det bedste…

Vi er der hver dag ganske givet……….

og er nu venner hele livet……………….

Ja heste de skal plejes trods kulde sne og regn,

det gælder alle dage i hvert et stjernetegn.

I frost der ryster vi af kulde,……………..

I varmen ser vi sveden rulle………………

Ved stranden ej vi ku’ os ”gasse”,…….

da vi ponyerne  sku’ passe……………… 

Vi vil så gerne takke, for al den hjælp vi har,

fra Jette og fra Rigmor og vores mor og far.

Så lad os rejse os og råbe………………….

et højt HURRA for dem og håbe……….

De altid støtten til os giver……………….

så dyrker vi vor sport med iver…………

                             Caroline Elsner og Anne-Sofie Kystol Knudsen

Ryttertalen:

Vi er samlet her i dag, for at tage afsked med årgang 98’s ponytid. En tid vi aldrig får igen. Det har været et eventyr, og i alle eventyr er der altid en uhyggelig del, men det skal der ogsa° være. For uden den dårlige del, kan man ikke glæde sig over den gode slutning. Og det er slutningen nu, og historien endte bestemt godt, og netop derfor er det sa° sørgeligt at vi slutter lige her.

Men selvom det er trist, må vi se tilbage på alle vores oplevelser med ponyerne med et smil.

 Vi har været gennem en kæmpe udvikling, fra da vi startede med at sætte os på en pony for første gang på en rideskole, hvor vi fik af vide, at vi først lærte at ride ordentligt når man var faldet af 100 gange. Da vi var gode nok, blev det til klubstævner, og nu er vi kommet så langt til landsstævner, og nogle af os internationale stævner.

Vi husker nok alle sammen, som var det i går, da vi red for første gang. Det har alligevel været en lang proces, en proces fra vi startede, og til i dag, hvor vi har lært at tage ansvar, sat os mål, og kæmpet benhårdt for at nå dem.

Det er fantastiske egenskaber allerede at have. Noget som mange mennesker aldrig nogensinde lærer.

Dengang vi startede, virkede det som om der var utrolig lang tid til det var vores tur til at sta° her og være færdige med det hele. Men det er vi nu; lige nu. Helt færdige, og klar til at tage det næste skridt i livet. Vi skal alle ud og opleve noget hver især, om det er pa° hest, eller nogle tager en anden vej, sa° bliver det noget nyt og fremmed, som bliver en udfordring for os alle. Men uanset hvor turen ga°r hen, har vi alle fa°et en god start i ponytiden.

Ridning  er en krævende sport. Den kan ikke sammenlignes med så mange andre sportsgrene. Bliver fodbolden lidt flad, bliver der bare pumpet lidt mere luft i. Det er ikke så lige til med de små ponyer, hvis de er lidt flade.

Og vi har alle sammen prøvet at de enten var lidt for flade eller lidt for friske. Det er derfor det nok er verdens sværeste sport. Det hele skal gå op i en højere enhed. Det er ikke bare sig selv, man skal holde fit, det er også et andet levende væsen.

Vi får et specielt forhold til vores ponyer, der ikke kan erstattes. Derfor er det hårdt at give slip på dem nu, og for nogle er det allerede sket. Det er et venskab for livet, som aldrig bliver glemt.

De fleste af os er startet på noget nyt, her efter folkeskolen. Når vi fortæller venner og veninder, om vores krævende sport, forstår de os ikke helt, og siger: ”Ej, hvorfor gør du det dog hverdag?” ”Hvordan kan du gide det så meget”.

Jah? Hvorfor er det egentlig vi gør? Hvorfor vælger vi venner, familiekomsammen og fester med klassekammeraterne fra?

Vi gør netop alt dette fordi vi elsker vores ”bedste venner”, og det er bare en tidskrævende sport, hvor at i både regn og slud, skal ponyen ud. Vi får ikke kun et venskab med vores ponyer, også med alle de andre mennesker på stævnepladserne.

Vi har fået venskaber på kryds og tværs, nogle af os også helt i Europa. Vi får et anderledes sammenhold, end fx vores veninder i skolen. Vi har et helt specielt bånd her. Vi er alle så forskellige, men på mange måder er vi så ens. Hele vores liv er bygget op omkring vores sport, vores ponyer. Og ligeså meget som vi elsker at være sammen, gør vores forældre også. Vores forældre får et lige så tæt bånd som vi har, og elsker det ligeså meget. Selvom vi nok alle sammen har hørt den her med ”At vi kunne ligge på Mallorca med all inclusive hver anden måned, hvis ikke vi red så meget”. Det her kunne også godt være muligt for dem, hvis ikke de havde taget os i hånden, og spurgt om vi skulle begynde og ride. Og i må indrømme, det har været det hele vær.

I kørt os land og rige rundt, tilsidesat jeres eget liv, for at vi kan leve vores, og for at vi kan nå vores mål og drømme. Vi håber, at vi en dag, kan give jer ligeså meget igen, som de har givet os, selvom det nok bliver svært at indhente.

Men hele æren skal ikke kun gå til forældrene, uden vores fantastiske landstræner og holdleder, Jette og Rigmor, var det jo heller ikke muligt.

Jette, du er benhård. Men du er det, fordi du kun vil os det bedste, og have at vi bliver så dygtige som muligt. Du har masser af sort humor og godt humør. Du er super obs på vores kost og træning, dog kan den godt glippe engang imellem for dig selv. Du skal ofte have dessert, når vi har været ude og spise, dog er 1 ikke altid nok. Har du fået 1 god dessert, så nupper du også gerne nr. 2. Men man skal jo også huske på at pleje sjælden, så det er helt fint.

Men vi er i hvert fald ikke i tvivl om, at du nok skal få en masse medaljer og gode oplevelser til Danmark! Det her vil lykkes med din trofaster makker Rigmor.

Rigmor, uden dig var alt dette ikke lykkedes. Du vil alle os piger det bedste, og er altid klar på at give lidt ros med på vejen, hvis man virkelig har fortjent det. Man kan være helt sikker på,  at du siger din mening! Du har været med til at give nogle kæmpe oplevelser med alle de dygtige ponypiger både udenlandsk, men også herhjemme. Du er altid sød, rar, sjov og med på lidt skæg. Men udover det, kan du også være benhård og skarp. Man skal komme til tiden til vet-chek, i det rigtige tøj, og nogle gange kan det godt glippe lidt med kommunikationen i udlandet, med fx om der er præmieoverrækkelse til hest eller til fods. Normalt er det ikke et problem, men hvis hesten er flettet op, og man ikke har ordnet hesten, og så får af vide 10 min, inden vi skal være klar, at det alligevel var til hest… Det kan godt give lidt stres i staldene, og ikke mindst hos forældrene. Men problemerne bliver hurtigt løs, da vi her i dressuren har et fantastisk sammenhold både blandt ponyrytterne, men også blandt de lidt ældre ryttere, junior/young riders. Alle er klar til at give en hjælpende hånd, og hurtigt når man at blive klar til præmieoverrækkelse. Både Caroline og jeg, ved at alle ponyryttere, som har været afsted med dig i udlandet eller på hjemmebane, er altid kommet hjem med et smil på læben. Tusind tak for alt den støtte og hjælp i har givet os igennem den ”lange” ponytid.

Og Vibsen selvom du ikke længere er landstræner skal du stadig have et par ord med på vejen. Du har været der for os siden vi var helt små. Du er fantastisk til at give et godt sammenhold, og vi er sikre på at du er en af grundende til at vi i dag har et fantastisk sammenhold på stævnepladserne. Du fortæller os også gang på gang hvor taknemmelige vi skal være for vores ponyer, og det er jo det, det hele handler om.

Og stor tak til Hedensted Rideklub for endnu engang at ligge faciliteter til os, så vi på en ordentlig måde kan få afsluttet vores sidste ponytid. Og tak til alle de mange rideklubber som frivilligt bruger deres weekender på at arrangere stævner til os. Det er vi taknemmelige for.

Caroline og jeg vil ønske alle jer nye samt ældre ponyryttere held og lykke ude på stævnepladserne. Men husk på alle sammen, det hele handler ikke kun at få de røde rosetter ude på stævnepladserne, men at hverdagen med ponyerne er ligeså hyggelige, lærerige og at vi hjemme kan lære at blive en endnu bedre ryttere.

Livet starter for alvor nu og det her har været den bedste måde at starte det pa°. Sa° tak for det I har givet, tak for årene, tak for oplevelserne, tak for alt.

 Skrevet af Caroline Elsner og Anne Sofie Kystol Knudsen.