< Tilbage

ECCO samlingen i Tønder.20-02-2017 - 08:43

Igen i år havde vi en helt igennem fantastisk samling uden hest på ECCO centeret i Tønder den 4. –5. februar.

Det er familien Kasprzak og Toosbuys Fond, der for 11.år i træk har inviteret ungdomsdressuren til at benytte ECCO Centret i Tønder til årets første samling. 

 

En fantastisk mulighed for de unge ryttere at starte den kommende sæson op, med denne samling. Traditionen tro er denne samling tilrettelagt som en temakonference med workshops, hvor rideteori og teambuilding er i fokus.

 

I år kunne forældrene køre deres børn til Haderslev, hvor vi lørdag formiddag startede samlingen hos Hanni ogAnna Kasprzak. Efter forældrene havde sagt farvel, og var kørt, kunne Anna vise os, hvordan hun rider 2 af hendes heste i daglig træning. Heste som er  på forskellig udviklingstrin.

 

Den første var en 7 års, som er igang med at lære øvelserne til MB, og den anden en 9 års, der er ny i Grand Prix.  Det var dejligt at se og høre Anna fortælle om, hvordan hun træner disse heste med stor tålmodighed, og høre hende fortælle om, hvordan hun finder ind til forskellighederne i hestene, også når de udviser udfordringer.

 

Mens Anna skiftede hest, havde deltagerne lejlighed til at blive vist rundt på det flotte center af Hanni. Vi fik ikke set Anna ride på hverken Pepe eller Vicky.- Dem kunne vi se på deres daglige foldtur og klappe den i stalden. Men det var også rigtig lærerrigt at se Anne på nogle af de andre heste, som hun har og rider på, for at blive så god som hun nu er blevet.

 

Formiddagen sluttede med lækker cacao/kaffe og boller i rytterstuen, hvor Anna’s mange præmier og sløjfer hænger.  Anna gav her en fortælling om hendes deltagelser ved de 2 sidste Ol’er og andre mesterskaber.

 

Nogle havde på forhånd sendt spørgsmål til Anna, som hun besvarede i hendes oplæg. Anna fortalte blandt andet, hvor vigtigt det er for hende, at hun opøver sin balance og smidighed ved fysisk træning ved siden af ridningen. En dejlig formiddag, hvor vi fik lejlighed til at takke familien Kasprzak for indnu engang at invitere os til samling, og i det hele taget være så fantastisk en støtte for talentudviklingen af ungdomsdressuren i Danmark.

 

Lørdag middag kørte vi alle glade og forventningsfulde fra Haderslev til Tønder, hvor den udsøgte frokost ventede på os i ECCO Centeret. Efter frokost blev alle indkvarteret på de flotte værelser, og eftermiddagens program gik igang med rideteori ved landstrænerne. Desværre blev det planlagte program ændret, da vores sportspsykolog blev forhindret i at deltage. Det fik vi dog udlignet med noget mere grundig rideteori og gennemgang af sportsplan.

 

Lørdag aften serveres altid en rigtig lækker middag- og det var ingen undtagelse i år. 

 

Lørdag aftens program var tilrettelagt af junior-young holdleder Catharina Ørsholt Christoffersen. Det var et holdbaseret digital orienteringsløb i området, hvor man ikke kunne komme til næste post, uden at have svaret rigtigt på det spørgsmål ,der var stillet. Holdene var inddelt på tværs af ungdomsgrupperne. Men hold da op, hvor der gik tidskonkurrence i den. Ingen skal sige, at en flok dressurryttere ikke kan løbe stærkt. :-)

 

Efterfølgende var der dømt råhygge. Nogle ved poolbordet, andre i sofagrupperne. Alle gik dog i seng i ordentlig tid, da der søndag var tidlig morgenmad. 

 

Søndagens program var fysisk holdtræning ved Lasse Kristensen. En fornøjelig affære hvor alle fik trænet på en sjov måde. Rytterne udtrykte alle, at de gerne ville have mere af den slags. Et godt supplement til den fysiske træning, som er godt at have med i udviklingen af rytterne til atleter, ved siden af deres ridefærdigheder.

 

Søndag formiddag var også helliget informationer fra Ride Forbundets Elite- og Talentchef Kimi Nielsen  til forældrene om Ride Forbundet Talentudviklingsprogram “Talenthuset”. Forældrene fik ligeledes informationer om sportsplanerne, og de overordnede principper for udtagelser til landshold m.v. 

 

Samlingen sluttede med en dejlig frokost, hvor vi også fik præsenteret forældrene for den nye Holdleder assistent Anne Moesgaard, som i år er “barselsvikar” for Catharina der er holdleder for junior-young gruppen.

 

ENDNU ENGANG EN STOR TAK TIL FAMILIEN KASPRZAK  og TOOSBUYS FOND FOR EN FANTASTISK SAMLING.

 

 

< Tilbage