Emma Nymand's tale
Årets talere
Vi er samlet her i dag for at tage afsked med årgang 96 som nu skal videre til de voksnes rækker. Det har været en lang rejse for at komme til der hvor vi er nu og vi der står her i dag, er os der har holdt fast igennem både opture og nedture.
Jeg tror ikke vi kunne ha valgt en mere krævende sport end vi har gjort, for i regn og slud skal ponyen ud. Og jeg tror vi alle har prøvet at stå i en situation hvor man ville ønske at man bare kunne lade ponyen være den ene dag, når vennerne står og spørger om man ikke kan være sammen, men man må sige nej fordi ponyen står og venter. Men når man så bliver mødt af en glad vrinsken og en pony der står og kigger efter en er det det hele værd og det er det der gør vores ponyer til vores bedste venner.
Det jeg kommer til at savne mest ved ponytiden, udover Kinski, er vores månedlige stævner, for der er ikke noget jeg glæder mig mere til end når vi pakker ponyen og kører hele vejen til Sønderjylland for at tilbringe 3-4 dage i det bedste selskab. – og ja, når man bor helt på falster så føles det som om man altid skal hele vejen sønderjylland.
Det bedste ved stævnerne er at det ikke kun går op i konkurrence, vi er fokuserede til når vi skal ride, men efter det er vi også gode til at heppe på hinanden og henover aftenen finde på aktiviteter, vi var på et tidspunkt rigtig gode til at spille rundbold ved hvert stævne, men det fik jeg vidst sat en stopper for på et tidspunkt….
Men det er altså alt det vi skal videre fra nu, mange af os skal til at sælge vores ponyer, nogen har måske allerede gjort det, mens andre er så heldige at have en lillesøster eller lillebror som står klar til at overtage den, så den kan blive i familien.
Det næste storeskridt bliver så at finde afløseren for vores ponyer, så vi kan komme godt ind i juniorrækkerne. Vi skal kortsagt ud og finde vores nye bedsteven. Også her er nogen af os allerede videre og har en hest stående klar hjemme i stalden, mens andre skal i gang med den helt store jagt på den helt rigtige. Og jeg håber at alle kommer godt videre, så vi på et tidspunkt, måske ikke allerede næste år, men så året efter kan ride hestestævner sammen, for det er vigtigt vi holder på vores sammenholde.
Og det sammenhold som vi skal holde fast i , er det sammenhold som vores fantastiske landstræner, vibsen, har været med til at forme.
Vibsen, jeg ved godt at det ikke er muligt at du fortsætter som landstræner for ponyerne i evig tid, men hvor ville jeg ønske det var, for jeg kan slet ikke forestille mig nogen der skulle kan klare jobbet så godt som du gør! Når vi er til samlinger er det ikke kun vores ridning og ridestil der bliver lagt vægt på – det er det også, men vi bliver altid haglet igennem et fysisktræningsprogram – eller de andre gør for du er altid bange for at jeg brækker noget, så jeg plejer at stå over, men altså de andre får lov til lave noget. Der bliver spillet fodbold, rundbold, sjippet, løbet stafetter og lavet balancegang på barrierkanten og er man kold når man møder op til morgenridning, så kan man jo lige tage en frisk tur ned ad staldgangen med et sjippetov – det har jeg gjort i stiveridestøvler, en tidlig morgen og det kan altså være lidt af en udfordring!
En af de mange oplevelser jeg har haft med vibsen, som jeg særligt husker er en aften i Saumur hvor vi var 4 ponyryttere afsted, du havde fortalt os om denne fantastiske restaurent der lå inde i en grotte, men da vi ankom var vi en time for tidligt på den, så vi fik ellers lov til at løbe vores PRT programmer rundt i restaurantens gård og jeg tror der er en tjener eller to der må have fået sig et godt grin, for vi fik godt nok vist en flot fritrav alle 4!!
Hvad du ikke havde fortalt os om denne restaurent, var at de ryttere du havde haft med året før havde sammenlignet maden med noget der kunne ligne kattemad.. Så der sad vi 4 piger og spiste friskbagt brød med smør en hel aften – til du altså kørte os hjem til hotellet kl. 22 så vi kunne komme tidligt i seng og vores forældre kunne blive på restauranten
.
Men vibsen, det er alt det dig gør dig til den elskede landstræner du er, du får samlet os og ikke kun om ridningen, du hjælper os med at stå stærkere sammen og du får sammen med Rigmor skabt et hold i en ellers meget individuelt sport.
Rigmor, du har om nogen også været med til at gøre ponytiden speciel, selvom du ikke har været med til mange fysiske træninger, for der er du rigtig god til bare at liste væk sammen med forældrene, når vi, sammen med fitness vibsen, skal igennem diverse aktiviteter.
Du er en uundværlig støtte for os og du er altid hurtig til at informere os om det nyeste nye, så vi altid er opdateret på nye regler og lignende.
Og så er du bare altid god til at støtte op om os, med din positive indstilling.
En stor tak skal lyde til vores forældre som bruger deres weekender og fridage på at køre os land og rige rundt , ja endda europa rundt, de er den ene sponsor vi aldrig vil kunne undvære! En stor tak skal lyde til vores uundværlige trænere, som har en stor del i at vi i dag kan stå hvor vi står, det er dem der har stået i -5 grader og råbt af os dumme unger som bare ikke fattede hvad de ville have os til, og alligevel har de ikke opgivet os endnu!
En kæmpe tak skal lyde til ecco, som har gjort det muligt for os at hæve vores niveau ved at ride den prestiges fyldte ecco-cup hvor vi får lov til at træne vores kür og samtidigt, så er det jo noget af det der går videre til junior og ungrytter rækkerne, så forhåbentligt kan vi stadig samles ved disse stævner.
Tak til Hedensted rideklub for at arrangere dette arrangement.
En sidste og nok også den største tak skal lyde til vores ponyer. De holder os ud i tykt og tyndt, har båret os igennem regnfyldte stævner og solskinds stunder. De er vores bedstevenner og jeg vil mene at de også har været med til at give os nogle af vores tobenede bedste venner, for uden dem, ville vi ikke stå her i dag og være omgivet af så mange dejlige mennesker
Heidi Astrup's tale
- Hårdt arbejde
- Disciplin
- Opnå mål
- Holde gejsten
- Leve op til forventninger
- Konstant at blive bedømt
Det er hvad vi ponyryttere har været udsat for siden vi smed sutten. Det har ikke altid været lige sjov når vækkeuret ringede kl. halv 4 fordi man havde en starttid kl. 6, og så gad ens ”elskede” pony ikke engang at gå op ad midterlinjen. Så kan man, oven i købet, efterfølgende bruge tid på at lede efter den bagpart dommerne mener hesten har tabt!
Man kan ikke komme udenom at vi alle haft vores kvaler af og til, men hold fast hvor har vi haft det sjovt! Der har været udfordringer, ja, men det har været det hele værd!
- Alle de gode timer vi har haft.
- Det dejlige sammenhold vi har skabt rytterne imellem.
- De skønne venskaber vi har haft til vores værste konkurrenter.
- Ikke mindst den identitet vi hver især har bygget op omkring ridningen. Ridningen er med årene blevet hele vores liv, og kendetegner den vi er. Alt er tilrettelagt efter den vigtigste bedrift i vores liv, nemlig ridningen. Det er også det, der gør det så utrolig sørgeligt at skulle give afkald på ponytiden – og dermed vores identitet som ponyryttere!
Tiden som ponyrytter har været fantastisk. Vi har fået så meget med. Alle de dejlige minder som vi for evigt vil kunne se tilbage på med et smil på læben og et glimt i øjet.
Ponytiden handler ikke kun om at få tildelt den røde roset. Dressur handler om så meget mere end konstant at ligge i spidsen. Det handler om:
- At kunne forenes og mærke ligeværdighed – om man får placering eller ej
- At være god ved andre mennesker
- At kunne glæde sig på andres vegne
- At kunne klare nederlag, og at kunne rejse sig efter dette
- Vedholdenhed
- At være tro mod sig selv og den der står en nærmest i sporten, nemlig sin pony
- At kunne gå på kompromis med sig selv og andre bedrifter i sit liv
- Det at kunne prioritere og træffe det rigtige valg på trods af vores lave alder
- At være tålmodig – både overfor sig selv, sin pony og sine nærmeste
Ponytiden og dressur generelt handler om opbakning, ros, gode råd og det at mærke anerkendelse. Det har Vibsen og Rigmor formået at give alle os ryttere med på vejen. Vibsen har trofast stået på sidelinjen og været klar med ros og gode råd til forbedring. Vibsen – man har altid kunne mærke din passion og interesse i at hjælpe os godt på vej og bringe det bedste frem i os og vores ridning. Du har en helt speciel plads i vores hjerte og ponydressurens historie. Jeg taler for os alle, når jeg siger, at det aldrig helt bliver aldrig det samme uden dig. Din fratrædelse som landstræner vil påvirke os alle. Din kampgejst, dit gode humør og altid smilende og imødekommende adfærd vil blive husket og savnet.
Når det så er sagt, så er det ikke alle der vil savne din bestemthed og evne til at vise os at handling medfører konsekvens.
Min kære ride-veninde og jeg var til et stævne, hvor vi måske fik lidt for høje tanker om os selv og blev en anelse for kække i replikken overfor Vibsen. Det fandt vi hurtigt ud af at man IKKE skal gøre- det endte med en tur på gulvet foran hele cafeteriet, hvor vi fik besked på at tage 100 armbøjninger i rap.
Efter sådan en smerte i armene er det godt vi har vores kære holdleder Rigmor til at trøste os. Rigmor, du er der altid til at give os moralsk støtte og er ikke bleg for at sige din mening. Du er ærlig og oprigtig, og siger ikke ting du ikke mener. Derfor ved vi også at når du giver et klap på skulderen, så er det fordi det er velfortjent. Vi sætter så utrolig stor pris på din støtte, og har vi alle dage gjort. Tak!
Vores gode landstræner og holdleder har ført Danmark til toppen adskillige gange. Vi har fået medaljer til EM og Nordisk Mesterskab hvert år, og vi klarer os godt til de andre internationale stævner. Vi er så stolte over at være ført hertil af jer. Tusind tak!
Et stort tak skal selvfølgelig også gå til vores forældre, som heller ikke altid synes det har været lige sjovt at stå op klokken halv 4 om morgenen for at dyrke vores interesse. Det kræver sin far eller sin mor, at ofre sig så meget for sine børns interesse. Det har alle vores forældre i allerhøjeste grad gjort.
I kører os uanset hvad destinationen er. Udover det, og den store økonomiske støtte i giver os, er i der også for os når det gælder mental støtte. Vi vil aldrig kunne takke vores forældre nok for al den hjælp de har givet os, både i ridningen men også alt det der ligger udenfor. Jeg vil ønske at jeg en dag kan give alt det tilbage som mine forældre har givet til mig, men det tager vidst mere end én livstid at vise.
Tak!
Gruppe billede
