< Tilbage

Hagen 2016 - en drøm for ponyryttere!15-06-2016 - 14:37

Det er nok en drøm for alle ponyryttere at få muligheden for at starte internationalt! Det er desværre nok ikke realistisk for alle, men dem der prøver det, får en stor oplevelse med hjem.

 

Future Champions” kaldes stævnet i Hagen, der med en klar målsætning om at være de unges Aachen, virkelig oser af tysk hestekultur, med fantastiske og smukke rammer, god organisation, - jo, det er noget man næsten kun kan drømme om, - det er lidt af et mekka. 

 

Skrevet af Landstræner Jette Nevermann 

 

 

Stævnet i Hagen er for tyskerne stedet hvor de allerbedste mødes for at ride om pladserne til årets Europamesterskab. Det eneste de rigtig har at se frem til.  Heldigvis har vi i norden også det præstigefyldte Nordiske Mesterskab at ride om også.


Det betyder også, at Hagen er stedet hvor vore ponyryttere bliver testet af mod de allerbedste tyske ryttere. Det er således en god prøve på at se om vi er på rette vej og niveauet er der. Vi kan vist godt tillade os at sige at vi ER på rette vej.


Louise Christensen på Vegelins Goya fik Dannebro til tops i sin PRM, som hun vandt med hele 74,5 %.  Det blev til et hav af absolutte topplaceringer i alle klasserne vi deltog i, ligesom holdet sluttede på en superflot 2. plads med Holland som nr. 3.


Vi har med stævnet vist at vi er på rette spor og at vi kan ride op med de bedste tyskere!


Ingenting gror dog ind i himmelen, - der er nemlig stadig plads til forbedringer og hermed flere points til vore ponyekvipager. Vi skal fortsætte med at få et bedre flow i vores programridning og præcisionen skal øges, hver en detalje tæller, - det være sig i selve øvelserne, men også den ridning der ligger mellem disse.


Efter nogle dejlige og varme dage i Hagen var det herligt at køre hjem med en masse gode ridt at tænke tilbage på, men også med en viden om, at der stadig er noget at arbejde videre med hen over sommeren, - EM ligger jo rimelig sent i år, så forhåbentlig kan alle detaljerne trænes og forbedres, så vi ved vi har gjort alt hvad vi kan før Europamesterskaberne på Vilhelmsborg d. 17-21. august 2016


Inden da gælder det de Nordiske Mesterskaber i Finland, hvor vi skal op og forsvare alle de fantastisk flotte resultater vi fik sidste år, - jeg glæder mig!


Venlig hilsen
Jette Nevermann
Landstræner
 

< Tilbage