< Tilbage

ECCO CUP Finalen på Helgstrand Academy 03-12-2018 - 13:02

ECCO CUP Finalen den 1.-2. december 2018 på Helgstrand Academy Uggerhalne

 

Uggerhalne Rideklub afviklede på bedste vis årets ECCO CUP FINALER. 

 

Vinderne blev: 

  • For Kat 1: Alexander Yde Helgstrand og Adriano B
  • For Kat 2: Cecilie K Hansen og Weber af Kongshøj

 

 

Stort tillykke til Alexander og Cecilie som begge har haft en rigtig god sæson. 

 

Alexander har specielt haft en helt fantastisk sæson med Adriano, som han fik for lidt over 1 år siden. Det har været helt vildt, at han inden for samme sæson har styrket sin ridning så godt, at han ved årets slutning kan kalde sig Danmarksmester, Nordisk mester for hold og individuelt, og størst af alt 2 sølvmedaljer ved EM. 

 

Alexander har vist en fantastisk udvikling og har nået en stabil form på meget højt
internationalt niveau. Han har således overskredet den magiske 80% grænse flere gange. 

 

Cecilie har med Weber haft flere gode ture, og opnåede i indeværende sæson at blive Nordisk Mester for kat 2, samt holdsølv. Cecilie har efter Nordisk Mesterskab haft en stille ride-periode, da hun skulle have restitueret sig selv, efter et fald med saddelskabet ved afrejsen fra Nordisk Mesterskab. Heldigt at Cecilie nåede at blive klar til ECCO finalen, hvor hun fik vist Weber på allerbedste vis, specielt i Küren.

 

Næste sæson bliver det rigtig spændende at se, hvad Cecilie kan nå med hendes kat 1 pony Prince of Glory. En pony som Cecilie har "arvet" efter hendes storesøster Sofie. 

 

Ved ECCO Finalen fik vi også set rigtig gode præstationer af de øvrige kvalificerede ekvipager. 

For Kat 1 blev Frederikke Gram Jacobsen og Gee Gee 2'er, Frederikke var på årets EM sølvhold. Også Frederikke har over året fået udviklet Gee Gee til stabilt internationalt niveau, og hun slutter året med at tage til CDIP i Aachen den 6.-10. december.

 

Nr. 3. blev Mathilde Sofie Jepsen og Tackmann's Cookie. Mathilde har over året høstet god erfaring med sin unge pony, som nu har fået bedre styrke til programmerne. Med et fint Kür-program formåede de at distancere Liva Addy Guldager Nielsen og D'Artagnan, som efter den indledende klasse lå til 3. pladsen. 

 

For Kat 2 ponyerne blev Kür-finalen særdeles spændende. Som tidligere nævnt vandt Cecilie og Weber, selvom de lå nr. 3 efter den indledende klasse. Samlet 2'er blev Sophia Boje Obel Jørgensen og Cascadura, som begge dage var 2'er. Nr. 3 blev Fie Dybbro Jensen og Kavsgaards Dundee, som ellers lå som etter. 

 

Uggerhalne Rideklub har de helt rigtige rammer for at afvikle ECCO FINALERNE.  De mange frivillige sørger for at alt forløber perfekt. De sørger for god forplejning i cafeteriet, hvorfra der er godt udsyn til opvisningsbanen. Rart at man kan side inde i varmen og se konkurrencerne. Også lørdag aftens julefrokost var rigtig hyggelig. En dejlig mulighed for at få festet og talt sammen. 

 

En stor tak skal lyde til Uggerhalne Rideklub og alle de frivillige hjælpere for et vel gennemført finalestævne. 

 

Og en stor tak til ECCO, for at give os mulighed for at have denne fantastiske turnering. Hvor er det rart, at både Hanni og Anna Kasprzak er til stede ved Finalestævnet. 

 

 

< Tilbage